Spring til indholdet
Vores telefon har åbent mandag til torsdag kl. 07:15-16:30, fredag 7:15-14:30 og lørdag 07:45-14:00.
Vi har åbent i dag fra 08:00 - 17:00
Bestil tid på 69 89 61 69

Livsstil og sygdommesBetydning for dine tænder

Livsstil og medicinske sygdomme spiller begge en stor rolle i forhold til din generelle sundhed, men faktisk også i forhold til din tandsundhed.

Vi står altid klar med hjælp og vejledning

Behandling

 

Hos Tandlægerne ved Storkespringvandet  gør vi meget ud af at spørge ind til din livsstil og eventuelle diagnosticerede sygdomme, så vi på bedste vis kan vejlede og behandle dig med dette i baghovedet.

Vi er fuldt ud i stand til at tage hånd om dine problemer og ønsker at hjælpe dig, så godt vi kan, igennem en eventuel svær situation.

Når du første gang kommer ind til os, spørger vi således ind til en masse ting, som umiddelbart ikke har meget med tænderne at gøre. Men kroppen hænger sammen, og sygdomme andre steder i kroppen kan medføre problemer i mundhulen.

Vigtigt, at du oplyser os om ændringer

Det er vigtigt, at du altid oplyser os om eventuelle ændringer i dit helbred, medicin eller livsstil. Det er vigtigt at oplyse os om:

  • Hvis du hos lægen har fået stillet nogle diagnoser siden sidste tandlægebesøg.
  • Er din sygdom under kontrol, er du velbehandlet, eller er du under udredning.
  • Generelle ændringer siden sidst. Både i forhold til dit helbred og dit medicin-indtag.
  • Du skal oplyse navn og dosis på alt medicin, som du indtager – både det receptpligtige og håndkøbsmedicin.

Vi har lavet en oversigt over de vigtigste sygdomme og livsstilsfaktorer, der kan påvirke din mundsundhed, så du kan få et indblik i, hvad du skal være opmærksom på.

Gennemgang af behandling

Lad os hjælpe dig til en bedre tandsundhed!

Bestil tid her

Vi har åbent i dag fra 08:00 - 17:00

Se alle åbningstider

Kontakt os på 69 89 61 69

Bestil tid

Læs hvad vores patienter synes om os

Diabetes Mellitus (sukkersyge)

Diabetes kaldes også sukkersyge, netop fordi sygdommen gør, at koncentrationen af sukker i blodet er højere, end det normalt skal være. Årsagen til dette kan være forskellig og giver anledning til to forskellige typer af diabetes: Type 1 og type 2.  Diabetes type 1 er en kronisk sygdom, hvor der sker en destruktion af de celler i kroppen, som producerer det hormon (insulin), der muliggør optagelsen af sukker ind i kroppens celler. På den måde forbliver sukkeret i blodbanen.
Diabetes type 2 kan anses for at være en livsstilssygdom, som opstår fordi kroppen gennem tiden har været udsat for meget store mængder af sukker og den regulatoriske evne af blodsukkerniveauet bliver dårligere.
Diabetikere har derfor uden behandling et højt blodsukkerniveau.

I Danmark er der omkring 320.000 personer, som er diagnosticeret med diabetes – og hver dag opdages ca. 70 nye tilfælde. Hertil kommer, at ca. 200.000 udiagnosticerede diabetikere går rundt i Danmark med diabetes uden at vide det – og dermed uden at modtage behandling herfor. Faktisk dør der en person hver anden time af døgnet på grund af diabetes.

På grund af det dårligt regulerede blodsukkerniveau påvirkes mange ting i kroppen af sygdommen. Tit opstår der problemer med øjne, nerver og kar. Generelt ses der et dårligere immunforsvar og en dårligere helingsevne.
Som diabetiker er det især vigtigt at komme ofte og regelmæssigt til tandlægen, idet du som følge af sygdommen er i øget risiko for at udvikle tandsygdomme, som huller i tænderne og parodontose. Disse udgør de hyppigste problemer i mundhulen, men der kan opstå en række af problemer hos folk med diabetes. Følgende problemer kan opstå i mundhulen i forbindelse med diabetes:

  • Huller i tænderne (caries).
  • Parodontose.
  • Påvirkning af spytproduktionen (spytkirtel dysfunktion).
  • Øget risiko for infektioner, f.eks.  med svamp.
  • Forsinket heling.
  • Øget risiko for at få inflammatoriske lidelser, som lichen planus.
  • Smagsforstyrrelser.

 

Diabetes’ påvirkning på tandkød og tænder

Overalt på kroppens ydre flader og slimhinder findes der bakterier. Disse bakterier er en del af vores normalflora og er derfor ikke skadelige for vores helbred under normale forhold. Disse bakterier kan imidlertid give problemer, hvis der sker en forskydning i den normale bakterieflora, så nogle nye bakterier kommer til, eller nogle bakteriearter bliver mere dominerende end andre.

Når der kommer huller i tænderne, sker det, fordi bakterierne på tænderne tilføres sukker fra vores kost og omdanner dette via deres stofskifte til syre. Denne syre kan opløse tændernes mineral, hvorved man får huller i tænderne (caries). Ved ukontrolleret diabetes vil der, som nævnt, være en øget mængde af sukker i blodet, men der vil også være en øget mængde sukker i spyttet i munden. På den måde tilføres bakterierne konstant sukker, hvorved risikoen for at få huller i tænderne bliver større. Læs mere information omkring huller i tænderne, og hvordan de udvikles, se afsnittet: Huller i tænderne.

Udover at risikoen for at få huller i tænderne bliver større ved ukontrolleret diabetes, er der som nævnt også større risiko for at udvikle parodontose. Parodontose er en kronisk betændelse i de væv, som hæfter tænderne fast i kæbeknoglerne. Denne betændelsestilstand i tandkødet sker, fordi der sidder bakterier på tænderne, der trænger ned i tandkødslommerne og aktiverer kroppens immunforsvar. Betændelsestilstanden vil med tiden ødelægge disse væv, der holder tænderne fast i kæbeknoglen, hvorved tænderne bliver løse og kan mistes. Parodontose kaldes derfor også for “de løse tænders syge”. For mere information vedrørende parodontose, se afsnittet: Parodontose.
Den øgede sukkermængde i spyttet spiller ligeledes en rolle i udviklingen af parodontose, da bakterierne kan anvende sukkeret til deres stofskifte og dermed vokse og blive flere. Diabetes medfører også, at immunforsvaret generelt er dårligere, hvilket også er gældende i mundhulen, hvorfor immunforvaret ikke kan nedkæmpe bakterierne, som fører til denne nedbrydelse af vævene omkring tænderne.

Undersøgelser har vist, at folk med ukontrolleret diabetes kan få en mere aggressiv form for parodontose. Med en mere aggressiv form for parodontose hentydes der til, at nedbrydningen af vævene går hurtigere og sker i større omfang. Der ses f.eks., at de ofte mister flere tænder på grund af parodontose end andre patienter uden diabetes.
Det, at diabetes generelt medfører en dårligere heling, spiller en stor rolle i forbindelse med prognosen for parodontosebehandling, som således bliver væsentligt dårligere. Det betyder, at det kan være svært at opnå en optimal effekt af parodontosebehandlingerne. Det kan nemlig være sværere at standse parodontosen og få de ramte væv omkring tænderne til at hele op.

Har du diabetes, er det derfor meget vigtigt at opnå et velreguleret blodsukkerniveau. Derudover er det vigtigt, at du opretholder en god mundhygiejne, så bakterier fjernes fra tænder og tandkødslommer, så både huller og parodontose undgås.
Du skal altså børste tænderne min. 2 gange dagligt og anvende tandtråd, interdentalbørster eller tandstikker dagligt for at holde dine tænder så rene som overhovedet muligt. For mere information vedrørende tandbørstning, tandtråd, interdentalbørster og tandstikker, se afsnittet herom.

Her hos Tandlægerne ved Storkespringvandet vil vi hellere end gerne hjælpe dig med instruktion og vejledning i en god mundhygiejne-rutine, så du trods dit diabetes, kan få en god mundsundhed.

 

Bestil tid her

 

Mundtørhed

Det at være mundtør kan være til stor gene. Dertil kommer, at følelsen ofte hænger sammen med en nedsat mængde af spyt i munden. Årsagen til dette kan være en påvirkning af spytproduktionen fra mundens spytkirtler. Dette ses f.eks. ved diabetes, men også ved forskellige medicin-indtag og andre sygdomme. Medicin, som kan give mundtørhed, er f.eks. nogle typer af medicin imod depression, angst og astma. Sygdomme, der kan give mundtørhed, er f.eks. Sjögrens syndrom og strålebehandling i forbindelse med kræft.

Mundtørhed kan som nævnt være meget generende og hænger oftest sammen med, at der er en nedsat mængde af spyt i mundhulen. Man kan også føle sig tør i munden, hvis spyttets sammensætning på en måde ændres.
Spyttet har en lang række af vigtige funktioner i mundhulen. Blandt andet fortynder spyttet syrer fra enten fødevarer eller fra bakterier, der giver huller i tænderne. Derudover renser det munden for bakterier på tænderne og indeholder nogle elementer, der hæmmer dem. Når spyttets sammensætning eller mængde i munden ændres, kompromitteres spyttets beskyttende funktion. Så udover at det kan være til stor gene, medfører en nedsat spytmængde også en øget risiko for tandsygdomme og infektioner i mundhulen (svamp).

Desuden udtørres mundhulen lettere, og dette kan give anledning til sår og sprækker både i munden og i mundvigene.
Spyttet blødgør ligeledes maden, når vi tygger det, hvilket gør, at vi lettere kan synke maden. Derfor vil folk med mundtørhed ofte tage længere tid om at spise og skal måske skylle tingene ned med vand. Desuden kan smagen være ændret, så maden ikke smager af så meget længere.

De gener, som mundtørhed kan føre med sig, er tørre og klæbende slimhinder, der kan være decideret sviende og brændende. Man vil ofte have behov for hyppigt at drikke og skylle munden med vand, både nat og dag.

Med den øgede risiko for sygdomme i munden er det vigtigt med en god mundhygiejne-rutine. Generelt har vi følgende råd ved mundtørhed:

  • En god mundhygiejne er yderst vigtigt, da du er i øget risiko for at få tandsygdomme, som parodontose og huller i tænderne. Børst derfor grundigt tænder mindst 2 gange om dagen i minimum 2 minutter pr. gang. Anvend tandstikker, tandtråd eller interdentalbørster til at rense imellem tænderne.
  • Minimer indtagelsen af søde sager og meget syrligt mad og drikke. Ved et stort indtag af sukker, er du i risiko for at få huller i tænderne. Ved indtagelse af meget syrlige fødevarer kan du få syreskader, fordi spyttet ikke er i stand til at beskytte tænderne og neutralisere syren.
  • Drik rigeligt med vand. Vand skyller munden ren, når spyttet ikke kan, og fugter slimhinderne. Skyl ligeledes med vand efter hvert måltid.
  • Skær ned på tobak, kaffe og alkohol, som kan irritere mundslimhinden.
  • Fugt læberne jævnligt, så de ikke sprækker.
  • Du kan øge mængden af spyt i munden ved at sutte på bolsjer, så spytdannelsen stimuleres. Dette kan også gøres med tyggegummi. Husk at disse præparater skal være sukkerfrie.

 

Bestil tid her

 

Svamp

Svampeinfektioner i mundhulen kan opstå hos os alle, men ses oftere hos diabetikere, rygere, folk med tandprotese og personer på penicillinkure.
Svampe og bakteriearter er en del af den normale flora i mundhulen, og er derfor som nævnt ikke skadelige under normale forhold. Hvis der imidlertid sker nogle ændringer, som f.eks. når der tages en penicillinkur, hvor nogle bakterier rammes, ændres den normale balance i mundhulens bakterie-flora.

Derved kan nogle bakterie – eller svampearter opnå mindre konkurrence om føde og plads, hvorved de kan vokse og brede sig i større grad. Således kan forskellige ændringer i mundhulen medføre, at der kan opstå infektioner med svamp.
Andre ting, som f.eks. nedsat spytsekretion, kan medføre, at bakterier og svampe får bedre mulighed for at vokse og dermed udvikle infektioner.

Svamp kan ses som røde og/eller hvidlige områder i munden. Hyppigst ses det i ganen, men det kan også være andre steder på slimhinden og på tungen. Du vil typisk opleve sviende og brændende fornemmelser i området, men andre gange kan det være helt uden symptomer.

For at undgå at få infektioner med svamp er det vigtigt, at du opretholder en god mundhygiejne, så bakterier og svampe holdes nede.
Hvis du får svamp, kan vi hjælpe dig med at komme af med det ved at give dig noget medicin imod det.

 

Bestil tid her

 

Hjertesygdomme

Sammenhængen mellem bakterier i mundhulen og hjerteproblemer er gennem årene blevet undersøgt. Undersøgelser har fundet frem til, at visse hjertesygdomme har en sammenhæng med bakterier fra mundhulen. Der er indtil nu fundet en sammenhæng med endocarditis og hjerte-karsygdomme.

Endocarditis er en betændelsestilstand i de væv (hinder), som beklæder hjerteklapperne og indersiden af hjertet. Denne betændelse er induceret af tilstedeværelsen af bakterier i blodet, som hjertet jo pumper ud i kroppen. Endocarditis er derfor en kritisk tilstand, da betændelsen kan ødelægge hjertets væv og dermed funktion.
Alle kan blive ramt af endocarditis, men den er sjælden hos raske individer. Langt størstedelen, der får endocarditis, er personer med kunstige hjerteklapper, pacemaker, medførte hjertefejl eller personer, som tidligere har haft endocarditis.

Bakterierne, der kan forårsage endocarditis, kan blandt andet komme fra mundhulen via blodet til hjertet. Udføres der en tandbehandling, hvor der opstår blødning fra tandkødet, kan bakterierne trænge over i blodet og via blodbanen nå til hjertet, hvor de sætter sig fast og forårsager en betændelsestilstand i hjertets væv.
Hvis du har tandkødsbetændelse, huller i tænderne eller parodontose, er tandkødet typisk irriteret – og blødning opstår derfor let. Blødning kan opstå ved noget så simpelt som ved tandbørstning eller ved anvendelse af tandtråd.

Normalt er hjertets overflader og hinder glatte, hvorfor det er svært for bakterier at sætte sig fast. Når bakterierne ikke kan sætte sig fast, nedkæmpes de i blodbanen af kroppens immunforsvar. Hvis hjertets hinder i stedet er blevet ru, f.eks. ved ujævnheder eller ved hjerteklapproteser, kan bakterier lettere sætte sig fast og medføre betændelse i hjertets væv.
Patienter, som især er i risiko for endocarditis, skal derfor forud for tandbehandling have antibiotika. Der tages en engangsdosis af antibiotika ca.1 time før behandling. På den måde er der antibiotika rundt i blodet, som kan nedkæmpe bakterierne, når tandbehandlingen foretages.

Sammenhængen mellem bakterier i mundhulen og hjerte-karsygdomme undersøges fortsat. Man har fundet mundhulebakterier i belægninger og kalkaflejringer i hjertets kranspulsårer. Dermed kan man konkludere, at mundhulens bakterier kan spille en rolle i udviklingen af hjerte-karsygdomme.

Husk derfor at hele kroppen hænger sammen, og at en god mundhygiejne kan spille en rolle for andre ting end dine tænder – som dit hjerte. Kom derfor regelmæssigt til tandlægen og lad os hjælpe dig på rette vej mod en god tandsundhed og et godt helbred generelt. Husk desuden altid at informere os om, hvis der er nogle ændringer i dit helbred siden sidste besøg, så vi kan tage vores forbehold og vejlede dig på bedste vis.

 

Bestil tid her

 

Tandlægerne ved Storkespringvandet